Vikingeoplevelser i København og Nordsjælland

Følg vikingernes fodspor i København og Nordsjælland

Moderne vikingeudstilling på Nationalmuseet, vikingeboplads, Sagnlandet lejre og ikke mindst Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Frederikssund Vikingeboplads
Oplev vikingespillet på friluftsscenen eller besøg grubehusene og se, hvordan vikingerne boede. Den historiske landsby er bygget i 1994, og har siden dannet rammen om det årlige vikingespil samt vikingemarked. Du finder stedet lige ved Frederikssund Lystbådehavn. Du kommer nemt dertil, når du overnatter på Danhostel Frederiksværk eller Danhostel Hillerød.

Vikingeskibsmuseet
På Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan I opleve fem originale vikingeskibe, følge arbejdet på bådeværftet og gå på opdagelse i den store samling af rekonstruerede vikingeskibe og nordiske både i Museumshavnen. Børnene kan også klæde sig ud og lege vikinger samt prøve at skrive med runer. Melder sulten sig, kan I spise Ny Nordisk Vikingemad i Café Knarr, eller nyde medbragt mad udendørs ved bordene på Museumsøen eller på plænen omkring museet. Børn (0-17 år) har gratis adgang til museet, mens priserne på voksne varierer alt efter sæson.  Danhostel Roskilde ligger lige ved siden af, og Roskilde Domkirke ligger en 10 minutters gåtur derfra.

Sagnlandet Lejre
Sagnlandet Lejre er altid et spændende udflugtsmål for hele familien. Tag på en tidsrejse i et smukt naturområde der breder sig over 43 hektar enestående natur med skove, enge, søer og bakker. Her kan du både besøge vikingetiden og en andre spændende tidsaldre. Danmarks største kongehal fra vikingetid er netop nu ved at blive genskabt i Sagnlandet Lejre. I Gl. Lejre flyder naturen og kulturen sammen, når du går imellem gamle gravhøje og skibssætninger. Her kan du også opleve de imponerende udgravede kongehaller. Ifølge de gamle sagn er det netop her at Skjoldungeslægten, som siges at være Danmarks første kongeslægt, havde sin magtbase. Området kan let nås både fra Danhostel Roskilde, Danhostel Køge, Danhostel Ringsted og de københavnske Danhostels.

Vikingeudstillingen på Nationalmuseet
Nationalmuseet i København har under sin oldtidssamling en stor sektion dedikeret til vikingetiden, som bestemt er et besøg værd, hvis man vil lære mere om Danmarks vikinger. Find ud af om vikingerne havde horn i hjelmen, lær om Danmarks første konger og se indholdet fra stormandsgraven ved Mammen. På Nationalmuseet har du mulighed for at få alle detaljerne om vikingernes liv, død, guder, ritualer, hverdag, vølver, våben, skibe, togter og meget mere. Udstillingen er i dag en moderne udstilling lavet i samarbejde med den kreative Jim Lyngvild, der lever som moderne viking, og har skrevet flere bøger om emnet. Et oplagt besøg hvis I overnatter på en af de Københavnske Danhostels.  

Tilbage til Vikingtemaside.

vikingeskibsmusset.jpg
Vikingeskibsmuseet i Roskilde

nationalmuseet.jpg
Vikingeudstilling på Nationalmuseet