Europas største hostel vinder på bredden

06. Dec. 2013
Kåre Welinder

Det er en gigant, der rejser sig ved Langebro, og giver københavnske hostelgæster byens bedste udsigt og en seng i centrum af begivenhederne.

Selvom Danhostel Copenhagen City fremstår ny og funklende flot i 2012-udgaven efter at have vundet flere design- og hostelpriser, så gemmer der sig masser af historie i de tårnhøje mure, der rejser sig ved Langebro med en 360 graders udsigt over Islands Brygge, Tivoli, Øresundsbroen og en københavnerlabyrint af huse, gader, baggårde og broer. Egentlig skulle der have været to tårne, der sammen skulle danne en port til det indre København, da bygningen blev rejst i 1950’erne, men det blev ved den ene, der herefter i 30 år var kendt som Hotel Europa, indtil fagforeningen HK rykkede ind i bygningen. De overdrog nøglerne til Hilton-kæden og et ejendomsselskab, indtil Danhostel indtog lokalerne 15. Maj 2005.

”Vi ligger meget centralt. Det er nemt at komme til alt, og det er også det, vores gæster fremhæver, når de har boet hos os.”

Morten Birkum Juul tidligere manager på Danhostel Copenhagen City, og han har siden nye ejere overtog Europas største hostel i sommeren 2011 arbejdet hårdt på at vise udadtil, at selv om de nærmest får gæster smidt i nakken via den unikke, fem-stjernede placering, så lader de ikke stedets udvikling stå i stå. Det specialdesignede møblement fra Gubi, der har været en vigtig faktor i stedets fornemme designpriser blandt europæiske hoteller og hostels, skal skiftes ud og vedligeholdes, der skal nye, lækre dyner til stedets 192 værelser, der skal udarbejdes gode tilbud til budgetrejsende fra hele verden og der skal pudses vinduer, så gæster i alle 1020 senge kan nyde den formidable udsigt, der følger med fra alle etager ved et ophold på Danhostel Copenhagen City.

”Selvom vi har løftet os rigtigt meget siden vi fik nye ejere, så bliver vi nok aldrig helt færdige med at indrette og udvikle os, for det kræver meget at være så store som vi er. Vi kan ikke nøjes med at henvende os til en bestemt gruppe, vi skal have alle med, og i dag har vi faktisk alle typer kunder, undtagen forretningsrejsende. Du kan komme alene eller komme med en gruppe på 500, så klarer vi det, men fordi vi henvender os så bredt, så giver det selvfølgelig et større arbejde, men det giver os et meget større kundegrundlag, og på den måde bliver størrelsen og vores bredde til vores styrke,” siger Morten Birkum Juul og forklarer, at deres kunder er et mix af gæster og fremmede kulturer fra hele verden, ligesom de også flere gange har booket hotellet fuldt ud til enkelte kunder. Under klimatopmødet Cop15 boede der 1000 NGO’er fra hele verden, ligesom en spejderlejr i Skåne sendte 1020 spejdere til Danhostel Copenhagen City i tre dage.

Læs mere om Danhostel Copenhagen City her
 

Op imod 225.000 gæster overnatter årligt på vandrerhjemmet, og det er en cadeau til et velfungerende personale, at stedet utroligt nok kun har to vaskemaskiner og en tørretumbler til 1020 senge, og selvom der til et højhus-hostel kun er et mini-fælleskøkken i kælderen, så fungerer forholdene fint for de mange gæster.

”Med København lige uden for døren er der ikke så mange, der savner en ekstra kogeplade,” siger Morten Birkum Juul og fortæller, at han selv og personalet gerne vil have gæsterne til at blive i hostellets lobby og benytte sig af den hyggelige bar og cafe, men samtidig godt ved, at de ikke kan konkurrere med det pulserende storbyliv, der udfolder sig uden for murene. Derfor hjælper de i stedet gæsterne godt på vej.

”Vi har fået arrangeret, at Kanalrundfarten har et stop lige neden for hostellet, og havnebadet ved Islands Brygge er lige på den anden side af kanalen. Byens gratis walking tours samler gæster op i vores lobby, vi arrangerer pubcrawl, lejer cykler ud og inviterer på gratis cykelrundtur. Alt i alt prøver vi at give vores gæster tilbud, der ikke koster noget, for det er ofte folk på budget, der bor hos os,” siger Morten Birkum Juul, og afslører, hvad der ligger nummer 1 på gæsternes must-see-liste i København.

”Det er ikke Tivoli, selvom det ligger lige ved siden af. Folk spørger altid om Christiania som det første. Der sender vi flest gæster ud, efterfulgt af mere gængse ting som Tivoli, Operaen og Den Lille Havfrue. Mange ser samtidig Danmark som et lille eventyrland, og derfor skal de også se Amalienborg med håb om at få et glimt af Dronningen,” siger Morten Birkum Juul og siger, at det, folk er overraskede over er, hvor dyrt alting er i Danmark. 

”Det er jo svært at gøre noget ved, så vi prøver at holde priserne nede og give gæsterne et godt tilbud og en god oplevelse hos os istedet.”

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Ny vært til Danhostel Esbjerg er fundet
| Line Juhl Kronow

Den 1. januar afløser Sally Due Sperling værtsparret Marianne og Børge Bull på Danhostel Esbjerg. Sally er allerede kendt af Danhostel, da hun lige pt. er vært på Danhostel Kolding. Marianne og Børge siger farvel efter 23 gode år som værter på Danhostel Esbjerg.

Følgende Danhostels holder åbent hele året 2019/2020
| Line Juhl Kronow

Vi har mange Danhostels, der holder åbent hele året, eller kun har lukket mellem jul og nytår. Her kan du se en liste over de Danhostels, hvor du også kan booke et ophold udenfor sæsonen og henover vinteren.