Prisen gik til Hostel hunden Charlie på Danhostel Silkeborg.
Gastronomi og natur i skøn forening på Falster
Lolland og Falster tilbyder skøn mad og fantastisk natur, og Danhostel Nykøbing Falster guider gerne gæsterne til lokale gårdbutikker, hemmelige strandperler og optimale ruter for vandring og cykling i hostellets grønne omgivelser.
”På Danhostel Nykøbing Falster har du et godt udgangspunkt for oplevelser i området,” står der på vandrerhjemmets hjemmeside. Det er ikke løgn, men faktisk er det en underdrivelse, for Danhostel Nykøbing Falster er meget mere end det.
Det er stedet, hvor man bliver vækket af morgenen af påfugle og dyrelyde fra det børnevenlige Guldborgsund Zoo på den anden side af gaden. Det er stedet, hvor man er aldrig er mere end 20 minutter fra vandet i alle retninger. Stedet, hvor harefamilien og rådyrmor med sine unger spankulerer fredeligt rundt i den 10.000 kvm store have og det er stedet, hvor værten Lars Jensen gerne anbefaler sine gæster hyggelige kystperler, hvorfra de med tændt engangsgrill kan opleve marsvin og sæler boltre sig tæt ved kysten.
Egentlig ville Lars Jensen nok tage med sine gæster ud på Falster hvis han havde tiden, for som han beretter om den grønne ø fornemmer man, at han personligt ville guide sine gæster rundt for at vise, hvor fantastisk en ø han bor på.
”Vi synes selv vores beliggenhed er dejlig. Også set rent logistisk, for vi ligger tæt ved stationen, men alligevel er vi ude i det grønne,” siger Lars Jensen og fortsætter med at fortælle om feriekombinationen af Danhostel og friluftsliv.
”Mange kommer hertil for at fiske og for at cykle. Både Lolland og Falster har cykelruter rundt på begge øer, og vores Danhostel ligger centralt for overnatninger på disse ture,” fortæller Lars Jensen, der også oplever en del cykelturister af forskellige nationaliteter, der tager turen Berlin-København på cykel.
Interaktiv gabestok
De 22 store værelser, der alle har balkon, er ofte booket fuldt ud til lejrskoler, der alle som én besøger Middelaldercentret i Nykøbing Falster. Her sørger en skoletjeneste for at gøre middelalderen levende ved at børnene iført middelalderkutte kan teste sig selv ud i at ride med lanser, være i interaktiv gabestol, skyde med bue og pil og generelt leve som i gamle dage.
Private gæster besøger ofte Knuthenborg Safaripark, men Lars Jensen vil også gerne gøre sine gæster opmærksom på Falster og Lolland som en overset, gastronomisk perle.
Efterspurgte delikatesser
”Vi har Krenkerup Bryggeri, store æbleplantager og masser af ramsløg. Vi har kokke fra Noma og andre toprestauranter, der rejser herned for at finde de perfekte råvarer til deres køkken, hvor blandt andet gedebrie og sortfodsgrisene fra Knuthenlund er meget efterspurgte,” siger Lars Jensen, der måske selv ville bruge disse råvarer, der dog ofte ikke er til at få fat på grund af stadig stigende efterspørgsel fra hele verden.
Til trods for de manglende luksuriøse råvarer, så hviler en stor del af Danhostel Nykøbing Falsters renommé på stedets gode mad, der er naturligt tilbehør til stedets mange fester, træningslejre, kurser og konferencer. Vandrerhjemmet har tre sale, der bruges, så der blandt andet kan afholdes tre fester på samme tid.
God belægning
”Vi laver mad til alt, der foregår her i huset, og salene er faktisk vores hovedindtægt. Det er catering, mad ud af huset, runde fødselsdage, møder, kurser, konferencer og jagtfrokoster, som jeg kører ud med til de mange skove i området,” siger Lars Jensen og indrømmer, at han ikke ville kunne drive sit Danhostel udelukkende på de overnattende gæster.
”Vi er berømte for vores mad, og sammen med arrangementerne i vores tre sale udgør det omkring 70 pct. af vores omsætning. Har man ikke andre aktiviteter end vandrerhjem , så er der ikke nogen privatejede vandrerhjem herhjemme, der kan overleve,” siger Lars Jensen, der trods travlhed i køkkenet stadig har tid til at sørge godt for gæsterne på de 22 store værelser, der sørger for en god belægning året rundt på Danhostel Nykøbing Falster.”