Prisen gik til Hostel hunden Charlie på Danhostel Silkeborg.
Lenes drøm om et vandrerhjem gik i opfyldelse – Nu er hun vært på femte år
Det er fem år siden, at Lene Hviid ved et tilfælde pludseligt blev ejer af et Danhostel. Lene drømte om at drive et lille bed and breakfast, men det blev til noget lidt større, da hun blev ejer af Danhostel Viborg.
Lene er 62 år, og har tidligere været lærer og forstander på Nørbæk Efterskole. Da Lene startede som forpagter af Danhostel Viborg, var det stadig ejet af kommunen. Men blot 10 måneder efter hun var startet, besluttede kommunen at sætte stedet til salg.
Vandrerhjemmet havde ellers været ejet af kommunen i over 38 år. Lene var så glad for værtsjobbet, at hun besluttede selv at give et bud på stedet. Hun var nødt til at prøve, og hendes bud lød på så meget, som banken ville gå med til. Andre havde også budt og der skulle gå to hele måneder, før Lene fik det længe ventede svar. Hun havde fået lov at købe Danhostel Viborg.
Godt samarbejde
Lene er især glad for at være herre (frue) i eget hus. Da hun var ansat på efterskolen, var der naturligvis en masse andre, der skulle tages hensyn til, og som kunne sætte dagsordenen. Nu er det Lene selv, der kan bestemme. Selvfølgelig sammen med et fantastisk og effektivt hold af medarbejdere, der alle tager ansvar, og viser interesse for at drive et godt Danhostel. Det er også det, som gæsterne bemærker, når de besøger Danhostel Viborg.
En livsstil at være vandrerhjemsvært
Det at drive et Danhostel er en livsstil, og aftentimerne på hverdage og i weekenden bliver ofte brugt på arbejde. Men for Lene er der også en stor frihed forbundet med værtslivet. Som sin egen chef kan man selv tilpasse sin arbejdstid. Lene bor i sin egen lejlighed på Danhostel Viborg, så hun let kan få arbejdsliv og fritid til at hænge sammen.
Et Danhostel i udvikling
Danhostel Viborg har udviklet sig meget på de fem år, siden Lene Hviid overtog stedet. Da Lene blev ansat i 2013, var der stort set kun hende på lønningslisten. I dag er der både kokke, pedel, rengøringsassistent og ungarbejdere. Danhostel Viborg har også fordoblet sin værdi siden Lene overtog. Mange har fået øjnene op for de fine lokaler på stedet, den smukke beliggenhed tæt på Søndersø og ikke mindst den omkringliggende skov. Her er smukke festlokaler og store lyse kursuslokaler, der bruges flittigt af både private og virksomheder. Danhostel Viborg gæster ofte konfirmationer, familiefødselsdage og andre private arrangementer.