Man vender tilbage til Danhostel Gjerrild

    Kåre Welinder

    Børnefamilier elsker Danhostel Gjerrild for deres gæstfrihed, naturskønne omgivelser og store, økologiske buffet. Og så er det et sted, hvor man kommer hinanden ved.

    Tingene og tankegangen er befriende anderledes på Danhostel Gjerrild. De har på trods af 20 værelser med bad og toilet Danmarks vel nok eneste brudesuite med fællesbad, og man kan skifte familieværelset ud med en nat i en togvogn. 
    Under aftenkaffen på terrassen bryder gæster ind i hinandens samtaler og ender ud i en hyggelig snakkeklub, og selv om der er altid er mange børn på Danhostel Gjerrild, så er der samtidig et hængekøje-område i skoven, hvor der er adgang forbudt for børn.
    Fælles for det hele er, at man kommer hinanden ved. Fremmede børn leger sammen. Ukendte voksne taler sammen og resultatet bliver en af de helt store forcer ved et Danhostel. Mennesker mødes og man er sammen på en helt anden måde, end man ellers ville opleve i en hytte, hotel eller ferielejlighed. 
    Dorthe Lyk og Torben Andersen har i 10 år drevet Danhostel Gjerrild med stor fokus på natur, familie og det at være sammen. Stedet har flere legeområder, udendørs badekar og bordtennis, og Torben Andersen er i gang med at bygge pizzaovn og nyt bålsted ved det store shelter i hjørnet af forhaven, der flere steder er flankeret af området med borde og stole.

    Sæt en streg i bogen
    Og noget må de gøre rigtigt, for folk elsker at komme til det gæstfrie hjem på Jyllands næseryg, hvor den storladne stilhed er noget, gæsterne taler om.
    ”Det er et åbent hus, og vi har stor tillid til vores gæster. Når man skal have en øl eller en is, så tager man den selv i køleren, sætter en streg i bogen og betaler når man rejser. Det betyder ingen kø og tilgængelighed døgnet rundt,” siger Torben Andersen, der mener at have en del af forklaringen på stedets popularitet hos især børnefamilier.
    ”Rammerne er overskuelige og området er lukket. Det at være småbørnsfamilie hos os er ganske ufarligt, så der er god sandsynlighed for, at børnene hygger og leger med hinanden,” siger Dorthe Lyk og fortæller om legeloftet, der i sommersæsonen er åbent med stort puderum og Djurslands største samling af legoklodser.”Vi har endnu ikke haft børn der har kedet sig, selvom vi hverken har spilkonsoller og Ipads. Der er cykler og masser af udendørsaktiviteter, og så synes vi selv, at der er helt fantastisk smukt her i Gjerrild.”

    Læs mere om Danhostel Gjerrild her

    Gjerrild frem for Kreta
    To små familiefortællinger fra Torben Andersen rammer plet i fortællingen om Danhostel Gjerrild.
    ”Vi havde besøg fra en familie fra Hjordekær ved Lyngby. De er nu kommet her hvert eneste år i 15 år, lige fra børnene var små. De er på en måde vokset op her. Lige nu er de her faktisk tre gange om året, og nu har børnene kærester med. Et år var et af børnene blevet tilbudt at tage med kærestens familie til Kreta, men hun ville hellere med familien op til os.”
    ”For to år siden havde vi besøg en far, mor og to børn. De elskede stedet og lavede en facebookgruppe for deres venner og venners venner. De kom så på forskellige tidspunkter, men når de var flest, så var de 42. De tog til stranden med børnene, og så vidt vides nåede ingen af dem i Djurs Sommerland.
    Selvom Djurs Sommerland og de mange dyreparker på Djursland er turistmagneter i dagtimerne, så vender folk tilbage for at nyde Dorthe Lyks økologiske aftenbuffet, selvom man aldrig ved, hvad der på menuen som følge af, at kokken kun bruger de friskeste råvarer på dagen.
    ”75 pct af vores gæster spiser her morgen og aften, og vi ved, at folk kommer her på grund af maden. Det er altid buffet, der er ingen ventetid på maden og ofte er der ingen bordskik. Når børnene er færdige, så drøner de ud og leger og på den måde har børnene det sjovt, mens forældrene slapper af,” siger Torben Andersen, der elsker mylderet af børn i sommermånederne.

    Spis godt og lev livet
    ”Der er liv her, og folk laver noget sammen i stedet for at være på værelset eller se tv. Det primære mål er ikke bare at overnatte. Det er at spise godt og leve livet. Det gør man ikke mange andre steder, og det er lidt specielt hos os,” siger han og fortæller, at de altid har en opfordring til de gæster, der har travlt med at følge deres stramme dagsprogram blandt Djurslands attraktioner for at aktivere børnene.
    ”Mellem alt det, de gerne vil, så skal de huske også at holde fri. Tag en ekstra dag, hvor de tager til stranden eller i skoven. De helt små steder, hvor ungerne aktiveres i naturen, sætter sig i en sandkasse en hel dag eller går en tur med forældrene i hånden, uden at der er et pres for at skulle nå alting på ingen tid.”

    Du skal acceptere marketing cookies for at se og tilføje kommentarer.

    Modtag Danhostel nyhedsbrev

    Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
    Årets Danhostel særpris
    Anette Brylov

    Prisen gik til Hostel hunden Charlie på Danhostel Silkeborg.

    Årets Danhostel Værter
    Anette Brylov

    På Danhostels landsmøde i Svendborg blev Morten og Laila Truelsen kåret som årets værter, bl.a. for deres gode værtskab.