Danhostel Esbjerg fejrer dobbelt jubilæum den 4. februar 2016
Danhostel Esbjerg kan den 4. februar i år fejre, at den historiske bygning fylder 100 år og samtidig er det 20 år siden, at nøglerne til huset blev overrakt det kendte værtspar Marianne og Børge Bull. Bygningen er en af de ældste og mest markante i Esbjerg, og har en lang historie bag sig. Oprindeligt blev bygningen opført til højskole brug og var Danmarks første arbejderhøjskole. Sidenhen er der sket rigtig meget. Bygningen drives i dag som professionelt hostel, og man har flere end 21.000 overnatninger om året. Medarbejderstaben er i tiden siden 1996 vokset fra blot to til i dag at tælle 11 faste medarbejdere. Der er officiel jubilæums reception med deltagelse af Esbjergs borgmester Johnny Søtrup den 4. februar 2016.
Fra arbejderhøjskole til professionelt hostel
Siden den 100 år gamle bygning så dagens lys, er der naturligt nok sket store forandringer. Fra 1980 har bygningen været drevet som et hostel, og i 2009 blev den udvidet med 20 store og rummelige værelser, så man i dag har 53 værelser og 192 sengepladser. Da værtsparret Marianne og Børge Bull i sin tid overtog værtsskabet, besluttede de sig hurtigt for, at de ville være byens bedste overnatningssted for sportsgrupper. Og det har vist sig at være en god satsning. I dag nyder de stor anerkendelse blandt de største sportsgrupper i Danmark, og har hvert år tusindevis af glade sportsgæster.
Marianne Bull, Danhostel Esbjerg fortæller:
-Vi har fra starten af haft den målsætning, at vi ville gå efter gruppesegmentet, dvs. sportsgrupper, konferencegrupper eller skolegrupper. Huset er netop indrettet, så det passer rigtigt godt til større grupper. Derudover har ambitionen ligeledes været, at maden og det gode måltid var i fokus. Min mand Børge Bull er oprindeligt kok og har derfor ansvaret for den daglige forplejning til vores mange gæster. Og vi arbejder meget med at tilpasse måltiderne efter de grupper, vi har i huset. Særligt sportsgrupperne har behov for en helt særlig forplejning, som passer til deres ofte høje aktivitetsniveau. Og så er det vigtigt for os, at gæsterne oplever, at vi brænder for den gode og velsmagende mad, derfor præsenteres alle måltider altid personligt af en medarbejder fra køkkenet, siger Marianne Bull.
Værtsskabet på et hostel er mere en livsstil end et arbejde
For værtsparret Marianne og Børge Bull har Danhostel Esbjerg altid været mere end blot en arbejdsplads gennem de sidste 20 år. Den personlige kontakt til både gæster og med deres medarbejdere, har altid været prioriteret højt hos dem begge.
-For os er den daglige og personlige kontakt med vores gæster af stor betydning. Det er netop via den tætte dialog med gæsterne, at vi lærer dem at kende og ikke mindre vigtigt, får aflæst deres særlige ønsker og behov. Vores dygtige medarbejdere er vores vigtigste ressource. Og vi har altid haft en åben ledelsesstil, og sørget for at involvere vores medarbejdere i forandringer og større beslutninger. Mange af vores faste medarbejdere har været hos os i rigtig mange år. Det er et meget stort plus for os, da det er med til at skabe tryghed hos vores gæster, som oplever, at de bliver mødt og budt velkommen af de samme medarbejdere fra gang til gang, slutter Marianne Bull.
Jubilæums tilbud
I anledning af de to jubilæer tilbyder Danhostel Esbjerg sine kunder et særligt sommertilbud:
Kr. 100,- i rabat på værelserne og kr. 20,- i rabat pr. person på morgenmaden.
Tilbuddet er gældende i perioden 27. juni t.o.m. 25. juli 2016.
For yderligere information og spørgsmål, kontakt venligst:
Marianne og Børge Bull, værtspar på Danhostel Esbjerg, tlf. 25 12 62 21 eller e-mail: esbjerg@danhostel.dk
Læs mere om Danhostel Esbjerg på www.esbjerg-danhostel.dk
Læs mere om Danhostel på www.danhostel.dk
Fakta om Danhostel Esbjerg:
- Danhostel Esbjerg er en del af de 72 hostels, der er tilknyttet Danhostel-kæden (2015)
-
53 rummelige værelser og totalt 192 sengepladser
-
Konference- og mødefaciliteter med plads til 10-100 personer, er certificeret af Danhostel til både dagsmøder og internater
-
Pejsestue, TV-stue og gæstekøkken
-
Gratis parkering
-
Trådløst internet
-
God tilgængelighed for kørestolsbrugere
-
Miljøcertificeret med Den Grønne Nøgle
Flere pressemeddelelser